ESCAPE ARTISTS: ashes & debris

 

”…cause a curse to be inherited / even the famed escape artists / forever incarcerated” (The Silence)

 

25 år og 285 kilometer har skilt de tre medlemmer fra Escape Artists ad. Nu er trioen tilbage i fineste form med ep’en ashes & debris. Trods den mismodige titel gemmer der sig bag asken og vragresterne et overraskende genhør med et vitalt og opdateret band, der musikalsk er mere levende end nogensinde.

 

ashes & debris emmer af endeløse øvetimer og tykt hjerteblod. Stilmæssigt er vi langt fra udgangspunktet omkring firsernes postpunk-scene. Escape Artists anno 2010 er lyden af et band, der er blevet voksent og for længst har kastet det navlebeskuende overbord.

 

Escape Artists blev oprindeligt dannet i Haderslev i 1981 af Benny Woitowitz (trommer) Torben Johansen (vokal, guitar) og Søren Laugesen (bas, vokal). I 1983 medvirkede bandet på Irmgardz sampler albummet Somewhere Outside. Escape Artists personlige blanding af kølig post-punk og artrock, gav genlyd i det københavnske, hvor de spillede en række prominente jobs med bl.a. Sods og Gangway.

 

Inden opløsningen i 1984 nåede den altid sortklædte gruppe at udgive debut singlen The Howl på deres eget selskab Replik Muzick. Singlen afgav store løfter om, at dansk rock kunne mønstre et værdigt svar på Joy Division.

 

Efter det sidste punktum var sat, fortsatte Benny Woitowitz i Tristan T, som han havde været medlem af sideløbende med Escape Artists. Den altid hårdtarbejdende Torben Johansen blev medlem af Gangway efter at have været livemusiker for dem i et år.

 

Torben Johansen og Søren Laugesen flyttede til København, mens Benny Woitowitz blev boende i Haderslev. Med års tilløb flyttede han også til hovedstaden i 2003. Her mødtes de tre venner igen omkring musikken. Efter 25 år og 285 kilometer var Escape Artists atter en realitet.

 

ashes & debris chokstarter med The Coming, der viser Escape Artists som en muskuløs treenighed. Tungt riffhuggende guitarflader og en bastant rytmesektion flankeret af Torben Johansens følsomme og vibrerende vokal, viser et band med musikalsk vokseværk. Riverway flyder sagte af sted, og er drømmende og mørk i sit udtryk, mens The Silence indeholder en nagende melankoli, der forankrer sig dybt i bandets fortid. Her og som på resten af albummet brillerer Torben Johansen som en fremragende guitarist.

 

Både The Key med Søren Laugesen på vokal og The Push er elektrificerende og organisk helstøbte. Her spiller bandet opfindsomt og med varierede rytmeskift, der ofte leder tankerne hen på prog-rocken når den er allermest udfarende. Escape Artists lukker deres genkomst med den fornemme og smukt svævende Kingdom Come.

 

Trods ventetiden på over 25 år er Escape Artists et genhør værd. ashes & debris løfter arven fra fortiden, men ser fremad på fortryllende vis. Tag godt imod dem! 

 

- Finn P. Madsen (Gaffa)